VÆGGELUS.

Væggelusen (Cimex lectularius) er en tæge og har som alle andre tæger en sugesnabel. De fleste tæger bruger sugesnabelen til at suge plantesaft, men væggelusen er en af de få tæger, der lever af blod. Væggelusen har i modsætning til mange andre tæger ingen vinger. Den voksne væggelus kan blive op til 1 cm lang, og kroppen er meget fladtrykt afhængig af, hvornår den sidst har suget blod. Farven er nærmest rødbrun. Man mener, at væggelusen har fulgt os helt fra vore forfædres huletilværelse, blandt andet fordi andre "huledyr" som flagermus, svaler og mursejlere også har væggelus. Disse væggelus er nært beslægtede med vor egen art, og i sjældne tilfælde kan de angribe mennesker.

Biologi og skade

Væggelus er lyssky; om dagen sidder de gemt i revner og sprækker, men om aftenen kommer de frem for at opsøge byttet, som de sandsynligvis finder ved at gå efter varmen. De foretrækker menneskeblod, men kan suge på andre dyr som f.eks. kaniner, rotter, mus og fugle. En voksen væggelus er 5-10 minutter om at suge blod. Efter måltidet trækker den snabelen til sig og kravler i skjul, og her bliver den siddende i adskillige dage og fordøjer.

Hunnen lægger sine æg på skjulestederne, hvor de klæbes fast til underlaget. Den lægger 4-5 æg om dagen - i alt ca. 200. Antallet afhænger af temperaturen og andre ydre forhold, og ved temperaturer under 10^oC lægges ingen æg.

Ud af de ca. 1 mm lange æg kommer nymferne, som ligner mindre udgaver af de voksne. Udviklingen går gennem fem stadier, mellem hvilke der skiftes hud, og i hvert stadium kræves et måltid blod. Det tager fra to måneder til knapt et år for væggelusen at gennemløbe udviklingen fra æg til kønsmodent individ. Den voksne væggelus kan klare sig forbløffende længe uden blod, ved stuetemperatur et par måneder, længst - ca. et år - ved en temperatur på 13^oC.

Der er stor forskel på folks følsomhed over for væggelusebid, nogle generes overhovedet ikke, medens biddene hos andre svulmer voldsomt op. Biddene kendes lettest fra loppestik på deres placering. Lopper bider gerne på kroppen under stramtsiddende beklædning, medens væggelus næsten altid vælger at bore snabelen i utildækkede hudpartier, hænder, arme, hals, fødder, populært sagt hvad der stikker uden for dynen.

Væggelusene synes ikke at spille nogen rolle som smittespredere.

Bekæmpelse

Væggelusene spredes ganske overvejende med tøj, bagage og ikke mindst med bohave. De kan dog også i visse tilfælde selv vandre fra lejlighed til lejlighed langs rør mm.

Konstaterer man væggelus, har man - såfremt man er lejer - pligt til straks at melde det til udlejeren, der efter lejeloven skal sørge for udryddelsen. Undlader man dette, og breder dyrene sig i ejendommen, kan man pådrage sig et alvorligt erstatningsansvar. Se også under "Skadedyr i ejendomme (lovgrundlag)".

Især i lejligheder, men også elv om man bor i eget hus, vil det normalt være en fordel at lade en erfaren skadedyrsbekæmper tage sig af sagen. Kendskab til dyrenes vaner og tilholdssteder er en forudsætning for et hurtigt resultat, og ved forkert eller utilstrækkelig behandling risikerer man, at væggelusene jages væk, og dermed er der risiko for, at de spredes til andre lejligheder eller rum.

Forebyggelse

Væggelus bringes i mange tilfælde ind i hjemmet, fordi man har overnattet på steder, hvor disse dyr findes. Efter overnatning på steder, hvor der har været væggelus, eller hvor der er mistanke om sådanne, er det en god idé, at bagagen gennemgås ved hjemkomsten. Tøj og andre genstande, som kan tåle det, vaskes i vaskemaskine eller fryses ned til -18°C i et par døgn.