|
Sølvkræ kaldes også for
sølvfisk eller sild. Det skyldes nok dyrenes sølvblanke
skælbeklædning, deres form og rappe bugtende bevægelser, der
leder tanken hen på sølvglinsende småfisk.
Der er gået omkring 300
millioner år, siden de første sølvkrælignende dyr så dagens
lys. De har uden tvivl været uhyre talrige og udbredte.
Nogle mener, at alle de forskellige insekttyper, som vi
kender i dag, i tidens løb har udviklet sig fra disse
urinsekter.
Et sølvkræ må altså opfattes
som en slags levende forstening, og det er sådan set
rimeligt at behandle det med en vis respektLepisma
saccharina (det almindelige sølvkræ) er den man oftest
støder på i beboelser, og den der i det følgende hentydes
til, hvis andet ikke er nævnt. Det bliver godt 1cm langt og
er jævnt sølvglinsende. |
|
Biologi og skade
Sølvkræ er nøjsomme dyr, og
kan blive forholdsvis gamle, op til 4-5 år. Til gengæld er
de ikke videre frugtbare, en sølvkræhun lægger i løbet af
sit liv kun en snes æg. Æggene anbringes i revner og
sprækker, og de små sølvkræunger ligner deres forældre,
bortset fra størrelsen. Ungerne bliver under gode
betingelser kønsmodne i løbet af et halvt års tid.
Sølvkræ er lyssky; de skjuler
sig om dagen i revner og sprækker, men kommer frem om natten
for at søge føde. Man kan da støde på dem og se dem pile i
dækning, når lyset tændes. Sølvkræ kræver nogen fugtighed,
så det er især i badeværelser og køkkener, man ser dem. Da
de ikke er i stand til at klatre op ad glatte, lodrette
flader, bliver de ofte fanget i badekar, kummer, skåle osv.
Sølvkræ kan leve af lidt af
hvert. Sukker og stivelse er de meget glade for, det sidste
forklarer deres forkærlighed for tapetklister. Deres behov
for protein dækker de overvejende ved at æde døde insekter.
Sølvkræ kan gøre skade på papir, især når det er fugtigt. De
kan i nogen udstrækning fordøje cellulosen, men udnytter nok
i højere grad de mug- og skimmelsvampe, som trives i fugtigt
papir.
Bekæmpelse
Sølvkræ optræder normalt kun
i større antal, hvor lokaliteterne er lovlig fugtige, og de
kan kun gøre alvorlig skade på papirer og bøger, der
opbevares for fugtigt. Ved stærkere angreb bør man derfor
foruden den direkte bekæmpelse undersøge, hvad fugtigheden
skyldes, og hvad der kan gøres for at afhjælpe den. Ved
rengøring er det bedre at støvsuge end at vaske af, idet
dyrene som nævnt foretrækker fugtige omgivelser. Grundig og
hyppig støvsugning af revner og sprækker kan være med til at
nedbringe antallet af sølvkræ.
Sølvkræ er følsomme over for
alle insektmidler, så søg information for brug af den
rigtige type insektmiddel.
Kontakt
Elmegaard
Skadedyrservice 26 68 88 61
for bekæmpelse og vejledning
Kilde: Statens
Skadedyrlaboratorium og Elmegaard Skadedyrservice. |