|
Den sorte
havemyre (Lasius niger) er uhyre
almindelig i haver, på veje og gårdspladser. Her
i landet er det den myre, man oftest støder på i
huse. Selvom den hedder den sorte havemyre, er
den faktisk mere brun end egentlig sort. Den er
mellem 3 og 9 mm lang. Et sort havemyresamfund
kan have mange medlemmer, normalt 5-10.000 og
består af tre forskellige slags individer:
vingede hanner, dronninger (vingede hunner) og
uvingede arbejdere. Arbejderne er vingeløse
hunmyrer, hvis æggestokke ikke er udviklede; det
er dem, der tager sig af alt det praktiske
arbejde i og omkring boet. Rederne bygges som
regel i jorden. Meget ofte findes de under sten
eller fliser, men de sorte havemyrer kan også bo
i rådne træstubbe eller i fugtskadet træ i huse.
De sorte havemyrer lever overvejende af søde
væsker - i naturen især af
bladluse-ekskrementer. De kan også i nogen
udstrækning ernære sig som rovdyr af forskellige
smådyr, som de overmander. |
|
En gang om året
hen på sommeren kommer der sværmende myrer fra
havemyrernes boer. De vingede myrer, hvoraf de
store er hunner og de små hanner, blander sig
med sværmende myrer fra andre boer og parrer
sig. Hannerne dør, og de hunner, som ikke går
tabt, opbygger nye samfund og tilbringer resten
af deres dage med at lægge æg.
Arbejdermyrerne
kan trave langt omkring, når de leder efter
føde, og finder en af dem noget godt, kan den
viderefortælle det til sine artsfæller. Det
sker, dels ved at den skaber et duftspor hen til
fødeemnet, dels ved at den klapper de andre
myrer med antennerne, og endelig ved at den
fodrer dem med det, den har fundet. Snart er en
lang karavane af myrer på vej til stedet.
Skade
Etplanshuse støbt
direkte på jorden kan være hjemsøgt af
havemyrer. Myrerne slår sig gerne ned i jorden
under selve betongulvet, og herfra trænger de op
i boligen gennem revner i betonpladen, f.eks.
ved rørgennemføringer, fodpaneler, osv. Myrerne
kan også slå sig ned i isoleringsmaterialet
mellem betongulvet og selve trægulvet. Her kan
de afstedkomme så fugtige forhold, at trægulvet
beskadiges.
I nogle tilfælde
vil det første tegn på myrernes tilstedeværelse
i huset være små bunker af sand og grus, som
pludselig dukker op ved panelerne. Disse bunker
fungerer også som myreboets lossepladser. Her
findes der rester af insekter, tomme
puppehylstre og døde myrer mellem det udgravede
materiale.
I betragtning af
hvor almindeligt det er at have sorte havemyrer
i huset, er det uhyre sjældent, at de ødelægger
noget. De kan ikke underminere huset, og når
sorte havemyrer bygger rede i træ, vil det
normalt dreje sig om træ, som i forvejen er
fugtskadet. Der kan dog som nævnt opstå skader,
hvis deres opgravede, fugtige redemateriale
kommer i kontakt med træ. Man skal i øvrigt være
opmærksom på, at der findes andre myrearter her
i landet, som kan optræde som regulære
træødelæggere.
Bekæmpelse
Det mest
effektive vil selvfølgelig altid være at finde
og ødelægge selve myreboet, hvor dronning, æg,
larver og pupper befinder sig; men det er
sjældent muligt, når det drejer sig om sorte
havemyrer, som bor under huset. |
|
Findes myrernes
bo under terrasser eller havefliser, kan en
effektiv bekæmpelse kun ske, hvis fliserne
løftes. Herefter kan et myrevandingsmiddel,
kogende vand eller myrerpudder anvendes.
Indendørs
Det er i praksis
umuligt at finde boet, når myrerne bor i huset.
Man kan måske spore, at de kommer frem ved en
dørsprække, men boet kan ligge langt herfra
under gulvet eller i en hulmur. Sagen
kompliceres yderligere af, at et større myrebo
ofte er delt i flere områder, som myrerne
flytter imellem. I disse tilfælde må man søge at
komme genen til livs ved efterhånden at udrydde
de voksne myrer.
Myrepudder
kan mildne en
myreplage, men myrerne lærer hurtigt at undgå
det.Det gælder om at være efter dem hele tiden
og blive ved med at pudre, der hvor de dukker op
i forbindelse med f.eks. paneler og
rørgennemføringer. Husråd som kanel og peber mod
myrer kan godt have en virkning, men den holder
i bedste fald kun kort tid, og sådanne midler
kan naturligvis ikke udrydde et myresamfund
under gulvet.
Behandling ved
husets sokkel.
Myrer indendørs
er navnlig et forårsfænomen. Senere på sommeren
vil de, selv om de stadig bliver boende under
huset, foretrække at søge deres føde udendørs.
På dette tidspunkt vil man ofte kunne ramme dem
ved at vande jorden ved husets sokkel, hvor man
kan se deres udførselsgange.
Flyvemyrer.
Hvis
der i forbindelse med sværmningen optræder
vingede myrer inde i huset, vil de ovenfor
nævnte metoder ikke løse problemet. Myrerne vil
komme op alligevel. I disse tilfælde kan man
eventuelt sprøjte med en insektspray beregnet
til bekæmpelse af flyvende insekter og så feje
eller støvsuge de døde myrer op, eller nøjes med
at støvsuge. Denne sværmning varer normalt kun
nogle få dage.
Store mængder
flyvemyrer indendørs er det mest sikre tegn på,
at myreboet ligger i huset. |