Den voksne bille er 2-4 mm lang, den er rødbrun og er dækket af korte, gullige hår. Larverne bliver ca. 5 mm lange og er hvidgule og krumme med ganske små ben. Brødbillerne findes over hele kloden, især spredt med skibsfarten. Det var blandt andet disse dyr, der i ældre tider huserede i brødbeholdningerne til søs. Biologi og skade En brødbillehun kan i løbet af sit op til 2 måneder lange liv lægge ca. 100 æg. Æggene lægges enten direkte i varerne, eller de anbringes i revner eller sprækker i nærheden. Æggene klækker på 1-2 uger, og de nyfødte larver, som kun er 1/2 mm lange, er meget aktive og trænger let ind i pakninger, som ikke slutter absolut tæt. Larverne kan leve i op til én uge uden føde og finder de et passende næringsmiddel, trænger de ind. De spiser og bliver fede og sløve og kan knap bevæge sig, hvis de ved et uheld skulle komme ud. Larverne lever bedst i knækbrød, kiks, tvebakker, pasta og andre faste, tørre, stivelsesholdige produkter. De kan dog udvikle sig i nødder og krydderier. Når larven er fuldvoksen, forpupper den sig i en lille celle, som den fremstiller af fødepartikler sammenkittet med et spytsekret. Efter et par ugers forløb forvandler den sig til en bille, gnaver sig ud, og kort efter sker parring og æglægning. De voksne biller tager ikke føde til sig. Da de er gode flyvere og søger mod lyset, findes de ofte i vindueskarme langt fra de steder, hvor de har levet som larver, og hvor de eventuelt har lagt deres æg. Udviklingen fra æg til voksen tager 2-3 måneder ved 22oC, ved 17oC godt 1/2 år. Under 17oC sker der ingen udvikling eller formering. Bekæmpelse En effektiv bekæmpelse må starte med, at man finder frem til, hvor larverne udvikles, og at man kasserer eller behandler de angrebne varer. I en almindelig husholdning, vil det normalt være i køkkenregionen, man skal søge arnestedet. Ved en temperatur på under 10oC vil dyrene blive inaktive, men brødbillerne tåler lave temperaturer godt, og man skal ned under ÷18oC i et par døgn for at dræbe alle stadier. Insektspray til bekæmpelse af krybende og kravlende insekter kan eventuelt anvendes til behandling af revner og sprækker. I andre tilfælde, f.eks. på frølagre, hvor man uden risiko kan benytte sig af et insektpudder, vil dette være effektivt. Når arnestedet for brødbillerne er fundet og fjernet, vil der i en periode efter stadig kunne dukke en del biller op. Forebyggelse De fødevarer, som brødbillerne kan leve i skal opbevares i lukkede og tætte beholdere og så køligt, som det er muligt. Ting, der ikke anvendes jævnligt eller er indkøbt i meget store portioner, bør en gang imellem kontrolleres for eventuelle angreb af brødbiller. Kontakt Elmegaard Skadedyrservice 26 68 88 61 for bekæmpelse og vejledning Kilde: Statens Skadedyrlaboratorium og Elmegaard Skadedyrservice. |