|
Hvorfor skal man bekæmpe rotter?
Der går
store værdier tabt ved, at rotter æder eller tilsviner
mængder af fødevarer og foder, men også den beskadigelse af
bygninger, som deres gnaven forårsager, kan være kostbar, og
kan, når det går ud over el-installationer, endog forårsage
ildebrande. Det alvorligste er dog, at de er farlige
smittespredere. Med urin og ekskrementer kan de overføre en
ofte dødelig sygdom, Weils syge, og der er nok ingen tvivl
om, at rotter - og mus - er ansvarlige for en meget stor del
af de mere eller mindre alvorlige madforgiftninger, som
skyldes salmonellabakterier.
Er
det nu også rotter?
Det
volder undertiden problemer at afgøre, om det drejer sig om
mus eller rotter. Det gælder naturligvis især, når der er
tale om de store halsbåndmus og rotteunger. Bortset fra
størrelsen, kan rotten kendes på sin næsten nøgne og
skællede hale, som især ved roden er kraftig og kødfuld i
modsætning til musenes behårede haler, som altid er meget
slanke i hele deres længde.
Rotteunger kan endvidere kendes på deres “hvalpede” og
uforholdsmæssigt store poter og store hoved samt deres
grålige pels. Ser man ikke dyrene, kan man ofte ud fra
gnavmærker afgøre, hvilket dyr det drejer sig om. En
mulighed er at lægge en god skive margarine, hvor de
huserer, og så efter et par dage kigge den efter for
tandmærker; de kraftige tandspor af rottens nedre fortænder
er tilsammen op til 3 mm brede.
Man kan
også ud fra fodspor i støv, talkum eller mel, som man har
drysset ud, hvor dyrene færdes, i mange tilfælde få afgjort
sagen. |
|
Støj
fra loftet kan også komme fra en husmår. Hører man kraftig
gnaven og især hvin og skrig deroppefra, er der dog ingen
tvivl om, at det drejer sig om rotter. Hvis man kigger efter
på loftet, vil man, hvis det drejer sig om husmår, ofte
finde rester af fugle og andre byttedyr og eventuelt mårens
ekskrementer, som er sorte og snoede. De er op til 8-10 cm
lange og ca. 1 cm tykke og derfor slet ikke til at forveksle
med rottens.
Bekæmpelse
Når det
gælder bekæmpelse af rotter, siger rottebestemmelserne
(Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 23.
juni 2001) helt klart, at det er noget, kommunen skal tage
sig af, mens husejeren til gengæld har pligt til at holde
bygningerne i forsvarlig rottesikret stand og sørge for, at
der er rimelig orden m.v., så man ikke giver rotterne for
gode levemuligheder.
Alle
ejendomme i landzone bliver besøgt af rottebekæmperen to
gange årligt, mens ejendomme i byzone kun får foretaget
bekæmpelse, hvis man anmelder rotter til kommunen.
Drejer det sig om
kloakrotter (se nedenfor), er grundejeren også forpligtet
til at holde afløb og installationer i orden inden for
ejendomsskellet.
Rotter
er desværre endnu ret almindelige på landbrugsejendomme,
hvor der jo er gode levemuligheder for dem i stalde, på
kornlofter og i andre lagerrum. De kan dog også udmærket
klare sig på friland i markhegn, åbrinker og ikke mindst ved
mergelgrave, når der til opfyld også bruges rester af foder
og køkkenaffald.
I alle
tilfælde, hvor man konstaterer rotter, skal man straks
henvende sig til kommunekontoret (normalt Teknisk
Forvaltning), og der vil så herfra blive sendt en sagkyndig
ud for at se på forholdene og foretage den egentlige
rottebekæmpelse. Ifølge bekendtgørelsen må bekæmpelse af
rotter med kemiske midler kun foretages af autoriserede
personer eller deres ansatte. Men ejer eller bruger bør
naturligvis - om nødvendigt - ved oprydning og rottesikring
hjælpe med til at klare problemet.
Rotter i beboelser
Drejer
det sig om rotter i beboelser eller andre former for
arbejds- eller opholdsrum, må sagen gribes an på en anden
måde. Man skal aldrig bruge gift på sådanne steder, for
resultatet er så godt som givet en ulidelig stank af døde
rotter og i tilgift en vrimmel af maddiker og spyfluer.
Man
skal i stedet finde frem til, hvor rotterne er kommet ind i
huset og få rettet fejlen, der ofte skyldes en fejl i
afløbssystemet, og så fange rotterne i fælder. Nøjes man
bare med at slå rotterne ihjel, kan man roligt regne med, at
det ikke vil vare længe, før der dukker nye op, og så kan
man begynde helt forfra.
Rotter under gulvet
Rotterne kan trænge ind gennem ødelagte ventilationsriste
eller defekte eller åbne kældervinduer. I langt de fleste
tilfælde viser det sig dog, at problemet stammer fra fejl
ved afløbene fra husets køkken, bad eller wc. Nogle gange
kan man ligefrem mærke kloaklugt på grund af fejlen, men
mange gange er det kun rotternes rumsteren, som fortæller,
at der er noget galt. Her vil rottebekæmperen i mange
kommuner f.eks. ved hjælp af røgpatroner kunne hjælpe med at
finde frem til, hvor fejlen er, så man undgår at brække
gulvet op de forkerte steder; ellers må man have fat i en
aut. kloakmester og eventuelt få afløbene efterset med
kloak-tv.
Hvis
man har en forsikring, der dækker for skjulte rørskader,
skal man, inden man går i gang med reparationen, kontakte
sit forsikringsselskab om sagen. Ellers kan man risikere, at
det nægter at betale. Forsikringen dækker normalt kun selve
afløbsreparationen, ikke eventuelle følgeskader, som f.eks.
ødelagt isolering. Ved opgravning og reparation forsvinder
rotterne i mange tilfælde ned i kloakken, hvor de kom fra,
men er der nogen tilbage, må man tage dem i fælder. Hvis det
viser sig, at miseren skyldes byggesjusk, bør man sikre sig,
at dette kan dokumenteres ved en eventuel senere retssag
over for det ansvarlige firma - hvis det da stadig findes. I
princippet bliver erstatningskrav, hvad angår byggesjusk,
aldrig forældede.
Rotter på loftet
Rotter
kan være kommet op på loftet ved at klatre på læmure eller
ved nedløbsrør. Det sker ret ofte, at de klatrer op ad
espalierplanter, som er groet helt op til tagkanten - og det
klares ved at skære planterne godt tilbage. I parcelhuse
stammer rotter på loftet hyppigst fra kloakken, idet de er
trængt derop gennem det udluftningsrør, som fra kloakken
fører op over taget. Det kan skyldes ukorrekt montering, men
mange gange kravler rotterne ud af selve rørmundingen på
taget og derfra via tagrenden ind på loftet. Det sidste
klares ved at sætte en ståltrådskugle fast i åbningen eller
endnu simplere ved med ståltråd at binde en stump
kyllingenet fast over hullet på udluftningsrøret. Også på
loftet er det naturligvis fælder og ikke gift, man skal
bruge.
Rotter i haven
Rotter
uden for huset kan være strejfrotter, som holder til i
udhus, brændestak eller kompost, og de lever tit højt på det
foder, der er lagt ud til havens fugle. Det klares normalt
nemt af kommunens giftudlægger, når man bare sørger for, at
der ikke er andet end giften at æde for rotterne. Men også
her stammer de tit fra kloakken. Det kan vise sig ved, at
jorden - tilsyneladende uden grund - synker oven over
kloakledningen og ved, at der hele tiden på de samme steder
dukker huller op, uden at der ligger opskrabet jord omkring
dem.
Her er
reparation også det første, man skal have foretaget, og
gerne inden rotterne finder ind i huset langs med rørene.
Fældefangst
Der
findes flere forskellige slags fælder, men i de tilfælde,
som er blevet omtalt her, vil den såkaldte smækfælde være
den rimeligste og også den billigste løsning. Smækfælder
anbringes bedst ved en væg, da rotterne altid vil løbe langs
med væggene og ikke ude på gulvet. Til madding kan man
f.eks. bruge en klat leverpostej, et stykke pølse eller
brød, en rosin eller mandel, der er sat grundigt fast.
Udløsermekanismen skal naturligvis indstilles så fint
(f.eks. med en skruetrækker), at den udløses ved den mindste
berøring.
Man
står sig ofte ved at sætte rigeligt med fælder op og så
væbne sig med tålmodighed. Fælderne skal nemlig ofte stå 5-6
dage eller mere på samme sted - man skal endelig ikke flytte
rundt med dem - inden de mistroiske rotter tør give sig i
lag med dem. Har der været "bid", skal man ikke vaske eller
skolde fælden, inden man igen sætter den op; det gør den kun
mindre tiltrækkende for rotterne.
Kontakt
Elmegaard
Skadedyrservice 26 68 88 61
for bekæmpelse og vejledning
Kilde: Statens
Skadedyrlaboratorium og Elmegaard Skadedyrservice. |