MUS

Får man besøg af mus inden døre, kan der som regel være tale om to arter:

Husmusen (Mus musculus) eller halsbåndmusen (Apodemus flavicollis). Andre musearter kan forvilde sig ind i huse, men de kan ikke trives der ret længe.

 

Udseende og levevis

Som voksne er husmus og halsbåndmus så forskellige, at det ikke skulle være vanskeligt at skelne dem fra hinanden.

Husmusen findes i Danmark i to former: en nogenlunde ensfarvet mørkegrå form, der er udbredt i Sydjylland op til en linie fra Fredericia til Ringkøbing - og en anden form, der er grå på hoved og ryg med en noget lysere underside, og som findes i den øvrige del af Danmark. Hoved og krop måler tilsammen 8-9 cm, mens halen er lidt kortere. Fra midten af august begynder disse husmus at søge ind i husene, og den største invasion sker gerne i midten af september; kun ganske enkelte husmus forsøger at overvintre udendørs. Husmus inde i bygninger kan formere sig hele året rundt med 4-8 unger i hvert af op til 5-6 kuld i løbet af et år.

Halsbåndmusen er mørkebrun på oversiden, mens undersiden er kridhvid, bortset fra et brunt bånd (halsbånd) lige foran forbenene. Den er noget større end husmusen, for hoved og krop måler tilsammen 10-12 cm, og halen er noget længere end resten af dyret. Halsbåndmusen er forholdsvis sjælden i Vestjylland og på en række større og mindre øer.

 

Skade

Begge musearter klatrer fremragende, og en ung husmus er i stand til at presse sig igennem en revne på kun 7 mm. De kan finde fodfæste på en ru mur, og selv de øverste lejligheder i højt etagebyggeri er ikke sikre mod musebesøg. I almindelige beboelseshuse har musene reder i isoleringen i hulmure, på lofter og under gulve, og de foretrækker ofte let adgang til køkkenet. I tomme sommerhuse kan de tage til takke med så forskellige ting som sæbe, stearinlys, kit og lignende. Selvom en husmus kun æder ca. 3 g fast føde om dagen og en halsbåndmus cirka det dobbelte, så kan skaden alligevel være betydelig, fordi der ødelægges langt mere, end der ædes. I sommerhuse kan det gå hårdt ud over sengetøj, gardiner, møbler, træværk osv., som gnaves i stykker og blandt andet benyttes som redemateriale, og gnav på elektriske installationer kan medføre kortslutning og brand. Forurening af fødevarer med ekskrementer og urin kan desuden indebære en vis smittefare.

Forebyggelse og bekæmpelse

Som altid ville det være bedst, hvis man kunne sikre bygningerne, så musene ikke kunne slippe ind. Men selv det mest solide hus har sine svage punkter, som det kan være vanskeligt at opspore og udbedre. Det vil dog betyde meget, hvis man sørger for, at kældervinduer er lukket, at ruderne er hele, at alle ventilationsåbninger er forsynet med finmasket galvaniseret trådvæv, at alle rørgennemføringer er lukket, at døre slutter tæt, og at der ikke vokser træer og andre planter højt op ad murene. Lodrette rør kan forsynes med en metalskærm, der rager 5 cm ud, og som musene ikke kan forcere. Hvor det er praktisk gennemførligt, vil en 20 cm bred stribe af hård, blank maling ca. 1 m oppe på muren forhindre musene i at klatre op.

Er musene først sluppet ind i huset, bør man i første række søge at udrydde dem ved hjælp af fælder. Anvendelse af musegift inden døre vil meget ofte medføre, at døde mus, der ligger på utilgængelige steder, udvikler en meget ubehagelig stank, ligesom de kan blive udklækningssteder for f.eks. spyfluer og flæskeklannere.

Smækfælden er en meget anvendt type, som slår musen ihjel. Fælden forsynes med et passende lokkemiddel, der kan sidde godt fast på fældens udløser, idet musene ellers blot vil fjerne lokkemaden uden at udløse fælden. Om det er leverpostej, ost, franskbrød eller pølse er normalt underordnet for husmusens vedkommende. Halsbåndmusen foretrækker ofte nødder eller mandler. I øvrigt er rosiner velegnede til begge arter.

Bekæmpelsesmidler

Til bekæmpelse af mus findes midler med chloralose og midler med antikoagulanter. Midlerne findes som korn-, havregryns- og pastapræparater samt som giftblokke.

Antikoagulanter giver dyrene indre blødninger, og der er to forskellige typer til musebekæmpelse, nemlig bromadiolon og difenacoum. Musene skal normalt æde af disse midler nogle få dage, hvorefter der går yderligere nogle dage, inden musene dør. 

 

Kontakt Elmegaard Skadedyrservice  26 68 88 61 for bekæmpelse og vejledning

Kilde: Statens Skadedyrlaboratorium og Elmegaard Skadedyrservice.