|
Levevis
Lugtesansen og følesansen er modsat synssansen
veludviklede, og de spiller en stor rolle for
muldvarpen i dens daglige liv. Hovedføden er
regnorme, men muldvarpen fortærer også store
mængder insektlarver.
Muldvarpen tilbringer langt den meste tid under
jorden. Det kan være for at afsøge gangsystemet
for bytte eller for at grave nye gange. Begge
køn har sove- og hvilereder, der ligesom
ynglereder kan være anbragt dybt nede i jorden
eller i et muldskud, som er betydeligt større
end de øvrige. Muldvarpen får ét kuld unger om
året - normalt allerførst på sommeren.
Kuldstørrelsen kan variere en del, men i
gennemsnit får hver hun 4 unger. Sidst på
sommeren og først på efteråret forlader de unge
muldvarpe moderens gangsystem og vandrer rundt
for at etablere sig i hver sit selvstændige
gangsystem.
Skade
Muldvarpen kan forvolde skade ved sin gravende
virksomhed. Er der mange muldskud, kan det
forringe græsning og grønthøstning til ensilage,
og jorden fra muldskud kan også forvolde skader
på landbrugsmaskiner. Muldvarpen skader ikke
planter ved at gnave i dem eller fortære dem,
men af og til kan den presse planter op. Også i
haver kan muldvarpen være generende.
|
|
Muldvarpegift
Der er ikke egentlige giftmidler på markedet til
brug for private haveejere. I erhvervsmæssig
sammenhæng kan muldvarpe bekæmpes ved hjælp af
giftgaspellets. De kan nedlægges i gangene ved
hjælp af et specielt rør og udvikler, når de
optager fugtighed fra jorden, den meget giftige
luftart fosforbrinte. De har vist sig at være
ret effektive over for muldvarpe, men de er i
gruppen af ”meget giftige” bekæmpelsesmidler og
må derfor kun indkøbes og anvendes af personer,
der har gennemgået et særligt kursus arrangeret
af Skadedyrlaboratoriet. Af sikkerhedsmæssige
årsager må disse pellets ikke nedlægges i
gangsystemer nærmere end 10 meter fra bygninger,
hvor dyr eller mennesker kan opholde sig.
Jordtemperaturen skal være 5°C eller mere, for
at disse pellets er tilstrækkeligt effektive, så
derfor kan de ikke anvendes om vinteren.
Fælder – muldvarpesakse
En muldvarpesaks er en speciel fælde beregnet
til muldvarpe (men som også kan bruges til
mosegrise). Ved fangst i en sådan fælde slås
dyret ihjel. Brug af fælder kræver ingen særlig
tilladelse.
Muldvarpe er normalt ikke svære at fange i
sakse, som kan købes hos isenkræmmere og i
forretninger med haveartikler. Ved at stikke en
pind eller en stok ned i jorden i eller ved
siden af et frisk skud kan man finde muldvarpens
gang. Med en planteske graves et hul ned til
gangen netop så stort, at der er plads til at
anbringe saksen, efter at hullet er renset for
eventuel løs jord. Saksen stilles således, at
muldvarpen støder mod udløserpladen, når den
passerer gennem gangen. Udløserpladen skal
anbringes så yderligt, at det kræver mindst
mulig påvirkning at få fælden til at smække.
På grund af muldvarpens unger, der spredes ud
over landskabet i sensommeren, kan man ofte
opleve, at bekæmpelse i august og september
måned ikke giver det ønskede resultat. Uanset
hvilken metode man har brugt, invaderes de
bekæmpede arealer meget hurtigt af de
omvandrende unger. Om efteråret kan det derfor
anbefales at vente med bekæmpelse, til der er
mere ro i bestandene, og ungerne ikke vandrer så
meget. Det kan ske, at man skal helt hen mod
slutningen af oktober, før det er tilfældet.
|
|
Andre metoder
Opsætning af lydapparater i områder med
muldvarpe kan ikke anbefales. Ildelugtende
stoffer, som f.eks. mølkugler, har ingen
virkning, ud over at muldvarpen graver en ny
gang og lukker af for den ubehagelige lugt.
Anvendelse af karbid og opfyldning af gangene
med vand kan heller ikke anbefales. I nogle
tilfælde kan man have udbytte af at lede
udstødningsgas fra en bil, traktor,
motorplæneklipper eller lignende ned i gangene,
men metoden er ret usikker.
|